Sådan fjerner du pletter fra trægulv

Sorte og hvide pletter på trægulve har forskellige årsager – og kræver derfor forskellige løsninger. Nogle pletter opstår i selve træet, mens andre kun sidder i overfladebehandlingen. Derfor er det vigtigt først at identificere, hvilken type plet der er tale om, før du går i gang med rengøring eller behandling.

På denne side forklarer vi, hvordan man fjerner sorte pletter på træ, hvorfor de typisk opstår på olierede og sæbebehandlede gulve – og hvad du kan gøre, hvis der i stedet er tale om hvide pletter på et lakeret trægulv. Du får også viden om, hvornår pletbehandling er tilstrækkelig, og hvornår det er bedre at overveje en større renovering.

Hvorfor opstår sorte pletter på trægulve?

Sorte pletter og mørke rande i trægulve skyldes næsten altid garvesyreoptræk. Det opstår, når træets naturlige garvesyre reagerer kemisk med fugt og metal. Fænomenet ses især på egetræ, som har et højt indhold af garvesyre.

Sorte pletter forekommer primært på:

  • Olierede trægulve
  • Sæbebehandlede trægulve

Her er overfladen åben, og fugt kan trænge ned i træet. På lakerede trægulve vil fugt som udgangspunkt give hvide skjolder – ikke sorte pletter i selve træet.

Typiske årsager til sorte pletter på trægulv:

  • Spildt vand, der ikke tørres op
  • Potteplanter, hvor der samler sig fugt under krukken
  • Opfugtede dørmåtter eller tæpper
  • Metal i kontakt med fugt (f.eks. møbelben eller skruer)
  • Rengøring med for meget vand

Sådan fjernes sorte pletter

Sorte pletter i træet fjernes ved kemisk behandling med oxalsyre, som neutraliserer garvesyren. Behandlingen kan forbedre gulvets udseende, men det er vigtigt at være opmærksom på, at lokal pletbehandling kan medføre farve- og nuanceforskelle.

Oxalsyre – vejledende blandingsforhold:

  • Ca. 100 g oxalsyre opløst i 1 liter varmt vand

Fremgangsmåde:

  1. Rengør området let for snavs.
  2. Påfør oxalsyreopløsningen direkte på pletten med pensel eller klud.
  3. Lad virke, indtil pletten lysner. Behandlingen kan gentages.
  4. Aftør herefter overfladen med en klud opvredet i lunkent vand.

 

Hvornår skal du stoppe pletbehandlingen?

Stop behandlingen og overvej en større renovering, hvis:

  • pletten ikke lysner efter gentagne behandlinger

  • farveforskellen bliver meget tydelig 

  • et større sammenhængende område er påvirket

  • gulvet er ældre og tydeligt patineret

I disse tilfælde vil slibning og genbehandling af et større område – eller hele gulvet – ofte give det bedste resultat.

Efterbehandling

Oxalsyre fjerner eller svækker den oprindelige overfladebehandling i det behandlede område. For at genskabe beskyttelsen skal gulvet derfor efterbehandles – afhængigt af gulvets overflade.

Olierede trægulve

Området skal genolieres for at sikre beskyttelse og et ensartet udtryk.

Se, hvordan du olierer dit trægulv korrekt:

Oliering af trægulv | Få et slidstærkt trægulv med GulvOlie


Sæbebehandlede trægulve

Området skal genbehandles med sæbe for at genskabe overfladens beskyttelse.

Se, hvordan du renoverer et sæbebehandlet trægulv:

Renovering af dit sæbebehandlede trægulv


For et helt ensartet visuelt resultat kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at behandle et større sammenhængende område – eller hele gulvfladen.

 

Hvorfor opstår hvide pletter på trægulve?

Hvide pletter eller skjolder ses typisk på lakerede trægulve. De opstår, når fugt trænger ind i laklaget, men ikke ned i selve træet. Træet er derfor som udgangspunkt ikke beskadiget.

Hvide pletter må ikke forveksles med sorte pletter, som opstår i træet.

Hvide pletter opstår, når fugt bliver liggende på den lakerede overflade i længere tid og påvirker lakken.

Typiske årsager er:

  • Spildt vand, der ikke tørres op
  • Potteplanter med fugt under krukken
  • Rengøring med for meget vand

Sådan fjernes hvide pletter

Meget lokale, hvide pletter kan i nogle tilfælde reduceres ved kontrolleret varme, som hjælper fugten med at fordampe.

Varmebehandling egner sig bedst til:

  • Små, afgrænsede pletter eller skjolder
  • Relativt nye pletter

Sådan gør du:

  1. Brug et strygejern på lav varme uden damp.
  2. Læg en tør bomuldsklud mellem strygejern og gulv.
  3. Bevæg strygejernet konstant og arbejd i korte intervaller.
  4. Hold pause, hvis overfladen bliver meget varm.

Hvornår skal du stoppe varmebehandlingen?

Stop behandlingen, hvis:

  • den hvide plet ikke ændrer sig efter flere forsigtige forsøg
  • lakken bliver mat, blød eller ujævn
  • de hvide skjolder dækker et større område
  • der er mange hvide pletter på samme gulvflade

I disse tilfælde er varmebehandling sjældent tilstrækkelig. For at opnå et ensartet og holdbart resultat vil det ofte være nødvendigt at slibe lakken ned til rent træ og renovere hele overfladen – eller et større sammenhængende areal.

Se, hvordan du renoverer en lakeret overflade trin for trin:
Guide til Lakering med Junckers Træpleje | Fra Slibning til Pleje

 

Har du brug for personlig rådgivning?

Vi hjælper gerne - er du i tvivl om, hvilket produkt eller hvilken metode der passer til dit gulv? Junckers’ eksperter står klar til at hjælpe.

Kontakt

Ofte stillede spørgsmål om sorte pletter på trægulve

Sorte pletter opstår i selve træet og kan ofte fjernes ved behandling med oxalsyre, som neutraliserer træets garvesyre. Behandlingen udføres lokalt og kan gentages, indtil pletten lysner. Overfladen skal efterfølgende genbehandles.

Nej, ikke nødvendigvis. Hvis pletterne behandles i tide, kan de ofte fjernes. På ældre eller meget patinerede gulve kan der dog opstå nuanceforskelle, som kan kræve slibning og genbehandling af et større område.

Sorte pletter opstår normalt ikke i træet på lakerede gulve. Her ses i stedet hvide pletter i lakken, som i nogle tilfælde kan reduceres med forsigtig varmebehandling. Hvis det ikke virker, kan renovering af lakken være nødvendig.

Hvis pletterne ikke forsvinder, dækker et større område eller giver tydelige farveforskelle, bør du overveje professionel hjælp. Du er velkommen til at kontakte Junckers, hvis du leder efter en professionel gulvsliber.

keyboard_arrow_up



picture_as_pdf